Når en kamp er fløjtet af, venter der en ny. Tit og ofte er det resultatet der huskes, men sommetider er der også andre episoder man kan tale om i dagene efter, på 40×20 har der været to hændelser i denne uge, som vi stadig taler om – de kommer her.
1 x guld ved OL, og han har mødt korrupte dommere.
2 x guld ved EM, og han har mødt sjove dommere fra øst.
3 x guld ved VM, og han har mødt dommere fra lande, hvor de nærmest ikke vidste, hvilken vej fløjten skulle vende.
Rasmus Lauge har med andre ord prøvet lidt af hvert, når det kommer til dommere.
Derfor er det også opsigtsvækkende, at han efter BSH’s kamp mod Aalborg, går foran et kamera og fyrer en bredside af mod Mads Hansen og Jesper Madsen og beskylder dem for at være partiske.
En urimelig kritik. Altså helt urimelig.
For hvad var det egentlig, der skete?
I anden halvleg var der fem svære kendelser, eller kendelser som skabte diskussion, dem har 40×20 vurderet nærmere. I tre tilfælde fløjtede dommerparret korrekt. Én kendelse var hårdt dømt, og én var forkert.
Den decideret forkerte kendelse gik i retning af BSH. (Manglende skridt kendelse på Sagosen til 17-16)
Den hårde kendelse gik imod BSH. (Straffekast til Aalborg)
Det er værd at holde fast i.
For gennemgangen fortæller en helt anden historie end den, Rasmus Lauge leverede foran kameraet. Dommerparret dømte korrekt i tre ud af fem svære situationer. Den eneste decideret forkerte kendelse gik til fordel for BSH.
Hvor er det lige, at Lauge mener at dommerparret er partiske?
Man kan naturligvis være uenig i en kendelse. Man kan blive frustreret. Man kan være rasende i øjeblikket. Det er elitesport.
Men at gå fra frustration til at beskylde to dommere for at være partiske kræver, at der er noget at hænge beskyldningen op på.
Det var der ikke her.
Og derfor er kritikken ikke bare skarp. Den er urimelig. Den rammer to dommere, som efter 40×20’s gennemgang faktisk leverer en god anden halvleg.
Og her bliver det også uværdigt.
Uværdigt for ham selv og for det billede, der bliver tegnet af en spiller, som gennem så mange år har været blandt dansk håndbolds største profiler. Uværdigt for den klub, han repræsenterer. Og uværdigt i forhold til at stå som rollemodel for unge mennesker.
Rasmus Lauge har vundet OL, EM og VM. Han har spillet de største kampe og mødt dommere fra hele verden. Han ved, at dommere laver fejl. Han ved også, at en forkert kendelse ikke automatisk er udtryk for partiskhed.
Netop derfor burde han også vide, at ord har en vægt, når de bliver sagt foran et kamera.
Det er også derfor, det er ærgerligt.
Ærgerligt for Rasmus Lauge selv, fordi han med sin erfaring og status burde kunne skelne mellem en dårlig kendelse og en påstand om partiskhed. Ærgerligt for den klub, han repræsenterer, fordi en af holdets største profiler med få sætninger kan tegne et billede af, at dommerne er en modstander, man skal bekæmpe. Og at det er en holdning man har i BSH.
Og ærgerligt for de unge spillere, som gerne vil gøre som han gør.
Men det er også ærgerligt for dansk håndbold.
For dommerne er ikke modstanderen. De er en nødvendig del af spillet. Den linje, som dommerne forsøger at arbejde efter – at lede kampen og ikke dømme den – kræver respekt fra spillerne.
Det betyder ikke, at spillerne skal klappe hver gang, der bliver fløjtet.
Det betyder heller ikke, at dommerne skal fredes mod kritik.
Men der er en afgørende forskel på at sige: “Den kendelse er forkert” og at sige, at dommerne er partiske.
Det første – er en del af håndbolden.
Det anden – kræver dokumentation.
Her peger dokumentationen den modsatte vej.
Mads Hansen og Jesper Madsen var ikke fejlfrie. Men de dømte overordnet en god anden halvleg. Og den eneste deciderat forkerte kendelse gik BSH’s vej.
Det burde have givet anledning til eftertanke, ikke en bredside mod dommerne.
Lucky Lauge blev til Rabiate Rasmus.
Det var både urimeligt og ærgerligt.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!
