35 mål fordelt på to hold over 60 minutter. Det er en uhyre lav score til en kvartfinale, og det siger alt om, hvad der udfoldede sig i Estrad onsdag aften. En kamp hvor de to målmænd dominerede fuldstændigt.
Norske Håvard Åsheim stod for det meste imponerende, hvad der angiveligt var hans afskedskamp for Skövde: 36% redningsprocent, og to strafferedninger. Men Alingsås’ unge Emil Holmberg Schatzl – som til sommer skifter til TTH Holstebro – matchede ham med 33% og holdt sit hold i kampen i de afgørende minutter. Den danske målmand Nikolai Kaufmann kom ikke ind for Skövde.
Skövde vendte – og kontrollerede
Jonas Samuelsson, der tidligere har spillet i både Aalborg og Skanderborg-Aarhus Håndbold, bar Skövde på sine skuldre med ni mål. Holdet vendte 7-4 til 9-8 ved pausen og ledte 11-8 tidligt i anden halvleg. Det lignede en overraskelse.
Så kom tre udvisninger i træk: Alingsås udnyttede dem – 18-14 – og semifinalepladsen virkede sikker.
Men Skövde nægtede at give op. Med Samuelsson og Herman Dyberg i spidsen: 18-17. Og i de allersidste sekunder kastede Dyberg sig ind fra venstre kant og sendte bolden i nettet.
Jubel. Kaos. Og så… ikke alligevel.
Sekundet der splitter
Sekretariatets klokke og kampurets signal var ikke synkroniserede. Målet blev annulleret. Også var Alingsås videre.
Observatørerne indrømmede angiveligt bagefter under massive protester fra Skövde, at signalet lød efter bolden var i mål – men ville ikke udtale sig til pressen.
– Jeg vil ikke udtale mig, sagde delegat Jonny Ahlvin og lukkede døren.
Dyberg selv var ikke i tvivl: – Jeg er bombesikker på, at signalet lyder efter bolden er i mål.
Samuelsson var rasende efterfølgende og udtalte til svensk TV: – Man kan kigge ud i Europa og se, at alle bruger video – men det skal åbenbart ikke være sådan i Sveriges slutspil.
Han erkender dog, at en tilskuer med et særdeles højlydt horn støjede præcis i det sekund – hvilket bidrog til forvirringen om, hvornår signalet reelt lød.
Vi har på redaktionen set situationen. Bolden var klart inde inden slutsignalet.
Skövde har indgivet en protest og nu afventer vi protestens udfald.
Dansk fremtid i semifinalen
For Alingsås venter semifinale mod enten IFK Kristianstad eller HF Karlskrona. August Wiger, der kender Sønderjyske fra sin danske periode, var med fire mål medvirkende til avancementet – og kommende TTH-keeper Holmberg Schatzl opsummerede stemningen bedst:
– Det her var den mærkeligste kamp jeg har spillet. Og det er ekstrem lykke at stå her nu.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!
































