Skjern Håndbold må til sommer sige farvel til en af klubbens største profiler, når Christoffer Bonde skifter til franske HBC Nantes. Målmanden forlader dermed den vestjyske klub et år før sit oprindelige kontraktudløb, efter at Nantes har aktiveret frikøbsklausulen, og et fransk eventyr venter nu for den 26-årige keeper.
Bonde har i sine år i Skjern udviklet sig til en af ligaens mest markante målmænd og en udpræget fanfavorit. Netop forholdet til klubben, byen og fansene fylder også meget, når han selv sætter ord på afskeden.
“Det bliver vemodigt og specielt at skulle sige på gensyn næste sommer. Skjern er en klub, der betyder rigtig meget for mig, og jeg er meget taknemmelig for den opbakning og tillid, som hele Skjern – klubben, holdet og fansene – har givet mig.”
“Vi har haft nogle fantastiske år sammen, og heldigvis har vi endnu en sæson foran os, inden vores veje skilles.”
“Der opstod en mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til, men jeg er sikker på, at det ikke bliver et endegyldigt farvel til Skjern Håndbold,” siger Christoffer Bonde.
I et længere interview om skiftet til Nantes gør Bonde det samtidig klart, hvor meget årene i Skjern har betydet for ham – ikke bare sportsligt, men også menneskeligt.
“Da jeg kom hertil, kunne jeg ingenting. Jeg kunne ikke lave mad, ikke vaske tøj, ikke noget. Alt det, der handler om at blive voksen, har jeg lært herude,” siger målmanden.
Han fremhæver også den tillid, klubben har vist ham gennem hele perioden.
“Jeg har stået derinde, når jeg har været dårlig, og når jeg har været god. Det har lært mig at være professionel og at håndtere presset. Det skylder jeg virkelig klubben,” fortæller Skjern-keeperen.
Et andet gennemgående tema i hans fortælling er forholdet til fansene – og især til Ultras bag målet i Skjern Bank Arena.
“De har motiveret mig meget, for jeg kan godt lide at spille, når der er nogen, der råber mit navn og gejler mit hold op.”
“Ultras, og fansene generelt, har haft en enorm betydning for min tid i Skjern,” fortæller fanfavoritten.
Selvom afskeden bliver følelsesladet, lægger Bonde ikke skjul på, at timingen føles rigtig. Efter fem år i Skjern føler han sig klar til at tage springet til udlandet.
“Timingen er helt perfekt. Jeg har fået enormt meget ansvar her, og jeg har lært at stå igennem både de gode og de dårlige perioder. Nu er jeg moden nok til at prøve en anden kultur,” siger han.
Selve interessen fra Nantes ramte ifølge Bonde både sportsligt og menneskeligt på det rigtige tidspunkt.
“De var nogle af de første, der kontaktede min agent, og jeg vidste egentlig med det samme, at det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til.”
“De har et vildt godt forsvar, og som målmand kan du virkelig udvikle dig dernede,” siger Bonde.
Besøgene i den franske klub bekræftede kun følelsen.
“Der er fuldt hus hver gang. 6000 mennesker, larm, farver og tryk på. Det tændte mig helt vildt.”
Skiftet hænger dog ikke kun sammen med håndbolden. Bonde peger også på, at privatlivet og familiens situation passede perfekt til en udlandseksport nu.
“Min forlovede bliver færdig med sin kandidat til sommer. Hun er ikke afhængig af noget, så det betyder rigtig meget for mig, at hun kan komme med.”
“Jeg var ikke taget afsted, hvis hun ikke havde været så klar på det. Det betyder alt, at de, der betyder noget for en, ser det som en god mulighed,” fortæller han.
Hos HBC Nantes bliver Bonde præsenteret som en vigtig investering på målmandsposten. I klubbens præsentation understreger danskeren selv, at han ser skiftet som det naturlige næste skridt.
“Jeg er meget glad for at have skrevet under med HBC Nantes, en meget stor klub, som nu er blandt de største i Europa, og med hvem jeg ønsker at tage det næste skridt i min karriere.”
“Det bliver min første oplevelse i udlandet, men jeg tror, at det er det rigtige tidspunkt for mig at forlade Danmark. Det er en spændende udfordring,” siger Bonde.
Nantes-præsident Gaël Pelletier fremhæver på sin side, hvorfor klubben ser danskeren som den rigtige løsning.
“Efter at have etableret sig med succes på højeste danske niveau med Skjern Håndbold, især i EHF European League og i mesterskabskampen, vil Christoffer bringe en anden kultur på positionen og evnen til at reagere i kampens nøglemomenter.”
“Hans fysik, modenhed og bemærkelsesværdige stabilitet gør ham til en ideel forstærkning på denne position,” lyder det fra Pelletier.
Tilbage i Skjern er der stor forståelse for, at en spiller som Bonde nu prøver sig af på en af de største adresser i Europa. Sportschef Thomas Klitgaard lægger ikke skjul på, at det bliver svært at erstatte ham.
“Vi får vanskeligt ved at erstatte Christoffer Bonde, som har sat sit store præg på klubben fra allerførste dag.”
“Han er en stor profil i den danske liga, og har været ekstraordinær stabil og afgørende for os siden sin ankomst i 2021.”
Samtidig ser sportschefen transferen som et bevis på klubbens evne til at udvikle spillere til det højeste internationale niveau.
“Vi havde drømt om, at Christoffer Bonde skulle blive i Skjern i mange år endnu, men har fuld forståelse for, at han skal på eventyr og prøve sig af i en ny liga.”
“Vi er stolte på Bondes vegne, og er ligeledes stolte over, at vi igen har udviklet en spiller, der er blevet attraktiv for én af de største adresser i Europa. Det er et stort skulderklap til hele klubben,” siger Thomas Klitgaard.
Selv om Bonde glæder sig til Nantes, efterlader han ingen tvivl om, at Skjern fortsat fylder enormt meget – og at han ser klubben som mere et “på gensyn” end et farvel.
“Jeg er sindssygt glad for det liv, jeg har fået herude. Jeg føler mig hjemme, og jeg håber da, at jeg stadig har niveauet, så jeg er interessant for Skjern, når jeg engang vender tilbage om tre, fem eller syv år.”
Han går endda endnu længere, når han taler om fremtiden uden for håndbolden.
“Jeg kommer til at bo her igen. Jeg har lovet min forlovede, at vores børn skal vokse op i Skjern. Det er planen.”
Og inden afrejsen til Frankrig har han en helt klar sportslig ambition for sin afskedssæson.
“Jeg vil rigtig gerne levere et Skjern-hold, der skal ud og spille i Europa næste år. Det ville være den perfekte afsked.”































