Halden TH rejste til TIF Viking med kniven for struben og vendte hjem med en fortjent sejr på 27-25, der udligner kvalifikationsserien til 1-1. Kampen var tæt fra start til slut – Viking havde Halden nede med tre mål to gange i anden halvleg – men gæsterne holdt hovedet koldt og afgjorde det i slutminutterne.
Den store dansker i grønt var uden tvivl Oliver Barslund Kristensen. Fløjen satte tonen allerede efter 75 sekunder, da han bankede Halden foran 0-1, og han var igen fremme i det afgørende øjeblik: med godt et minut tilbage på uret satte han slutresultatet til 25-27 på assist fra Tobias Bystrøm. I alt endte Barslund på 5 mål i 7 forsøg, alle fra kanten, plus 2 assists – et imponerende facit i en så jævnbyrdig kamp.
I målet stod Rasmus Bech atter som Haldens sidste skanse. Danskeren noterede 14 redninger og holdt Viking til en redningsprocent på 38, hvilket var stærkt og hjalp Halden til at vinde. Den tredje dansker i truppen, Rasmus Carlsen, fik begrænset spilletid og endte uden mål, men ramte stolpen på et langskud mod slutningen af første halvleg.
Tobias Mygind, Benjamin Holm og Mikkel Madsen var ikke med i truppen til denne kamp.
Christoffer Huus var ikke ligeså prangende denne gang for værterne. Halden havde læst på lektien og Huus blev noteret for 2 på 3 men en habil defensiv.
Med uafgjort i serien venter nu en tredje og afgørende kamp, der skal finde svar på, hvem der er klar til Rema 1000-ligaen. Halden er tilbage som favoritter på hjemmebane, og med Oliver Barslund i den form, han viste i går, er der god grund til at tro på danskerkolonien klarer sig.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































