Når en kamp er fløjtet af, venter der en ny. Tit og ofte er det resultatet der huskes, men sommetider er der også andre episoder man kan tale om i dagene efter, på 40×20 har der været to hændelser i denne uge, som vi stadig taler om – de kommer her.
Han er i sit efterår – på håndboldbanen. Det er de sidste dampe, han kører på. Morten Balling har annonceret sit farvel, og spørgsmålet er, hvordan vi vil huske ham.
Som menneske er billedet ret enkelt – set udefra. En gentleman. Et behageligt væsen. Tillidsfuld, venlig og ordentlig – nærmest indbegrebet af svigermors drøm, og måske også andres. En spiller, der virker til at have været lige så vellidt uden for banen, som han har været respekteret på den.
Sportsligt vil den største farvelagte bryst tatovering formentlig være Skanderborg og Aarhus. Eller måske begge dele. Ni sæsoner er det blevet til i det aarhusianske og omegn, krydret med landskampe, ligasølv, en titel som ligaens topscorer og en lang række store øjeblikke.
Men eliteidræt har det med at koge et helt karriereforløb ned til enkelte sekunder.
Vil vi også huske ham for stolpeskuddet i de døende sekunder mod Aalborg? Et opgør, hvor underdoggen bød favoritten op til dans, og hvor Balling havde muligheden for at sende SAH foran i finaleserien. Et mål, der måske kunne have ændret dynamikken og givet østjyderne førerpositionen inden hjemmekampen, og dermed også givet dem det momentum der skulle til for at bestige det ubestigelige bjerg, Aalborg.
For de fleste af os vil situationen sandsynligvis forsvinde ud af bevidstheden med tiden. For Morten Balling er muligheden at den ikke gør det.
Til gengæld ændrer ét stolpeskud ikke på en stor karriere. Han går på fortjent håndboldpension, og mon ikke der allerede sidder en sportschef eller direktør et sted og tænker:
– Han ligner da en, der ville pynte i vores team.
Bagkant
Når man har en bagkant, er det som regel, fordi man skal nå noget andet. Der står nogen eller noget og venter.
Nu har TV2 tilsyneladende også fået en bagkant.
To timer. Det er, hvad der er sat af til en håndboldkamp. 120 minutter til at følge Nichlas Hald, Mads Hansen eller Jørn Møller i deres respektive roller.
Den ene sveder og får gulvet tørret af omkring sig, den anden dømmer og uddeler instrukser, mens den tredje kæmper på sidelinjen og forstyrrer både udehold, hjemmehold, trænere og dommere.
Alt sammen tager tid. Faktisk betydeligt mere tid end tidligere.
En almindelig kamp æder hurtigt minutterne. Omkring 45 minutter tager det at afvikle en halvleg. To af dem og en pause på et kvarter, og man er allerede godt på vej mod de to timer. Derfor er 2 timers gametime i underkanten til håndbold anno 2026, hvor der er et væld af små afbrydelser. Gulvkludene skal svinges, video-proof skal gennemses og diskuteres, og haluret skal genstartes. Alt sammen er blevet en naturlig del af sporten, og pludselig er de 90 minutter blevet til betydeligt mere.
Nu har slutspillet så også budt på muligheden for forlænget spilletid. Står kampen uafgjort, skal der findes en vinder, og så ryger der yderligere to gange fem minutter oveni. Er det stadig ikke nok, venter endnu to gange fem minutter, og til sidst et par straffekast, hvis kampen fortsat står uafgjort. Hvordan det skal presses ind i den samme sendeflade på 120 minutter, er der nok andre end 40×20 der spekulerer over, nemlig dem de både vil se kampen der er ved at blive afsluttet, og den nye kamp, som er ved at starte. Men sådan tænker TV 2 åbenbart ikke, og heldig for dem har der ikke været brug for forlængelse i år.
De forsøger at få kampen presset ind, inden bagkant – ja man kan næsten se John Jäger sidde et sted med en regnemaskine, hamre løs på tasterne, mens han river sig i “håret” og konstaterer:
“Pis… hal.”
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!
