Dinamo București er rumænske mestre for tiende sæson i træk efter en overbevisende 36-27-sejr over HC Buzău. Men vejen dertil var sværere end nogensinde og blev først afgjort her i næstsidste spillerunde.
Det begynder efterhånden at ligne en tradition i Bukarest: Dinamo București bliver mestre. Men i denne sæson har det ikke været helt så ligetil som tidligere. Niveauet i Liga Națională har været højere, og Dinamo har været presset mere end vi har været vant til at se.
I den afgørende kamp mod Buzău var der dog klasseforskel. Dinamo satte sig hurtigt på opgøret, fik styr på defensiven og ramte et højt niveau offensivt. Det betød, at kampen reelt var afgjort længe før slutfløjt, og sejren på 36-27 var fuldt fortjent.
En af de spillere, der har været med til at bære holdet gennem sæsonen, er danske Frederik Ladefoged. Stregspilleren har leveret stabilt hele året og været en vigtig del af både forsvar og angreb. Det ligner samtidig hans sidste titel i Dinamo-trøjen, da han til sommer skifter til Paris Saint-Germain.
Mesterskabet er klubbens 22. i historien og nummer ti på stribe – en markering af, hvor dominerende Dinamo stadig er i rumænsk håndbold, også i en sæson hvor de blev udfordret mere end normalt.
Med titlen i hus er Dinamo samtidig meget tæt på endnu en sæson i Champions League, hvor de nye kvalifikationsregler gør mesterholdene endnu mere attraktive.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































