Fredericia HK hentede lørdag en sikker hjemmesejr, da TTH Holstebro blev slået 33-20 i Middelfart Sparekasse Arena. Hjemmeholdet førte 15-10 ved pausen og trak yderligere fra i anden halvleg.
Kampen holdene fulgtes ad til 2-2. Herefter begyndte Fredericia at få bedre greb om opgøret. Adam Ljungquist stod for fire af hjemmeholdets første otte scoringer, mens flere redninger fra Torbjørn Bergerud gav Fredericia mulighed for at løbe kontra.
TTH Holstebro holdt sig dog inde i kampen og reducerede undervejs til 8-7. Gæsterne kom frem til flere muligheder, men havde svært ved at udnytte dem mod Bergerud, der leverede en række flotte redninger i Fredericia-målet.
Med godt fem minutter tilbage af første halvleg var stillingen 11-9, men Fredericia sluttede halvlegen bedst. Fire af de sidste fem scoringer tilfaldt hjemmeholdet, og William Andersson Moberg sørgede for pausestillingen 15-10.
Efter pausen øgede Fredericia hurtigt føringen. Malthe Bull åbnede anden halvleg med en scoring, og flere fulgte op. Efter godt 34 minutter var hjemmeholdet foran 19-11. Og kampen var lukket.
TTH havde fortsat problemer i det offensive spil og sluttede kampen med 17 tekniske fejl. Især efter pausen voksede antallet af fejl hos gæsterne, og derfor havde de ikke en mulighed for at vinde denne lørdag eftermiddag i Fredericia.
Ved 24-17 med knap et kvarter tilbage var forskellen syv mål, men i kampens afsluttende fase trak Fredericia endeligt fra. Fra 25-18 scorede hjemmeholdet fem gange i træk og bragte sig foran 30-18.
Malthe Bull blev Fredericias topscorer med syv mål på otte afslutninger. I Fredericia-målet sluttede Torbjørn Bergerud med 14 redninger og en redningsprocent på 41,2. Han reddede desuden tre straffekast og vandt dermed også målmandsduellen, hvor TTH Holstebros målmænd samlet stod for ni redninger.
Foran 1.462 tilskuere sluttede opgøret 33-20.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































