Füchse Berlin er klar til Champions League-finalen efter en sejr på 40-35 over Magdeburg i Lanxess Arena. Efter en rodet og målfattig indledning voksede kampen sig større og større, inden Mathias Gidsel og målmand Dejan Milosavljev lukkede semifinalen for berlinerne.
Nervøs åbning i Köln
Der gik hele 2 minutter og 25 sekunder før semifinalens første scoring faldt, da Hakun West av Teigum (5/5) åbnede ballet. Begge hold virkede præget af kampens størrelse, og kvaliteten var langt fra final four-niveau i de første ti minutter. Felix Claar (4/10) brændte sine første forsøg, mens Magdeburg først efter 4 minutter og 30 sekunder fik sat det første mål på tavlen.
Efter ti minutter stod der blot 4-4. Dommerne skulle også lige finde deres linje, Lichtlein fik et billigt straffe, der blev ligeledes tildelt en tynd udvisning til Magdeburg efter en tackling på Mathias Gidsel (9/12), og målmandsduellen eksisterede nærmest ikke med kun 3 samlet redninger i kampens første lange fase. Det lignede mere en afventende skakmatch end en Champions League-semifinale.
Füchse fandt rytmen og grebet om kampen
Langsomt begyndte kvaliteten at vise sig. Mathias Gidsel kom på måltavlen med to hurtige scoringer, men endnu vigtigere var hans evne til at sætte holdkammeraterne op. Füchses angreb fik mere fart, og ved stillingen 11-13 efter 20 minutter havde berlinerne skabt et lille hul.
Omar Ingi Magnusson (9/11) var trods otte sikre straffekastscoringer stort set usynlig i det etablerede angreb gennem første halvleg. Derfor blev det i stedet Albin Lagergren (6/7), der tog ansvaret på højre back og leverede en stærk indsats for Magdeburg. Alligevel var det Füchse, der så bedst organiseret ud. Defensiven stod kompakt, og Magdeburgs målmænd leverede blot to redninger på de første 30 minutter. Derfor kunne Füchse gå til pause foran 19-17.
Momentum skiftede – men Füchse havde sidste ord
Anden halvleg begyndte præcis som den første sluttede. Füchse bragte sig hurtigt foran 23-19, men Magdeburg nægtede at slippe kampen. Felix Claar, Albin Lagergren og især Gisli Kristjansson (5/7) fik sat fart i hjemmeholdets offensiv, og efter 45 minutter var stillingen helt lige ved 30-30.
Pludselig lugtede Magdeburg blod. En sjælden dommerkendelse faldt deres vej, og kort efter førte de 32-31. Lanxess Arena mærkede momentum skifte side.
Men semifinaler afgøres på detaljer. To svage afslutninger fra Magdeburgs fløje gav Füchse muligheden for at slå kontra. På få minutter blev 32-31 til 35-33 til berlinerne. Med fem minutter tilbage var føringen vokset til tre mål, og da Dejan Milosavljev (24%) leverede flere afgørende redninger i slutfasen, var kampen afgjort.
Füchse Berlin vandt 40-35 og bookede den første billet til årets Champions League-finale.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































