Baggrund: Den 15. marts 2026 stoppede Sønderjyske Herrehåndbold samarbejdet med cheftræner Rasmus Vandbæk. Dermed er klubben igen på jagt — og søgningen handler ikke bare om et navn på trænerbænken. Det handler om, hvilken slags klub SønderjyskE vil være i de næste fem år. Fem profiler er omdrejningspunktet for den diskussion: Patrick Westerholm, Claus Uhrenholt, Jacob Vinholt von Magius, Peter Nielsen og Anders Thomsen.
Patrick Westerholm
I den danske håndboldverden er Patrick Westerholm et navn, der respekteres. Fem sæsoner i TTH Holstebro efterlod ham med en DM-sølvmedalje, en pokaltitel og den hæder at have ført klubben til deres første Champions League-deltagelse.
I 2021 rykkede han til Bjerringbro-Silkeborg med ambitioner om at vinde guld. BSH var et af dansk håndbolds stærkeste mandskaber, og Westerholm fik tre år til at sætte sit præg. Det gik ikke som planlagt. I april 2024 stoppede samarbejdet med øjeblikkelig virkning midt i slutspillet, fordi resultaterne ifølge klubbens ledelse »gennem en længere periode ikke havde været tilfredsstillende.« Han gik aldrig på egne ben — han blev vist ud.
Det ændrer billedet. Westerholm er ikke en træner, der senest forlod et job frivilligt for at prøve noget nyt. Han er en træner, der senest ikke leverede nok til at beholde sit job.
Koblingen til SønderjyskE er reel: Han var cheftræner for klubbens damehold fra 2010 til 2013. Han kender kulturen, geografien og organisationen. Det kan være en styrke — men det kan også signalere, at klubben kigger bagud snarere end fremad.
Spørgsmålet, SønderjyskE-bestyrelsen må stille sig selv: Er en træner, der senest ikke formåede at levere resultater i en topklub med et fuldt udrustet hold, den rigtige til at genopbygge noget langsigtet i Sønderborg?
Claus Uhrenholt
Claus Uhrenholt er bundrutineret. Hans karriere rummer stationer hos TTH Holstebro, Lemvig-Thyborøn og senest HC Midtjylland — og de steder, han har været, er han gerne gået til opgaven med ærmerne oppe og tempo i tilgangen. Han er ikke den stille type på trænerbænken, og hans varemærke er disciplin, hårdt arbejde og fysisk intensitet.
HC Midtjylland forlænger ikke aftalen. Men det er ikke den fulde historie. Uhrenholt retter selv skarp kritik mod klubbens ledelse og beskylder dem for at have løbet fra en klar aftale — og han kalder dem direkte respektløse. Det er et offentligt opgør, som siger noget om hans temperament, men det siger mindst ligeså meget om situationen: Han er ikke stille om uretfærdighed, og han lader sig ikke nøjes med den officielle version.
Hvad man kan kalde bagage, kan man med lige så god ret kalde karakter. Uhrenholt er ikke træt eller passiv — han har tydeligvis stadig noget at bevise.
Det rejser alligevel det legitime spørgsmål: Kan han matche en klub, der ikke kun skal strukturere — men også udvikle et ungt hold offensivt og langsigtet? Uhrenholt er stærk på fundamenterne. Men SønderjyskE har brug for mere end et solidt defensivt fundament, hvis de vil være et fast top-8 hold.
Jacob Vinholt von Magius
Jacob Vinholt von Magius er måske den mest interessante case — og den mindst åbenlyse. Han har ikke stået i spidsen for et ligahold, og hans navn er ikke det første, der dukker op, når håndboldfolk snakker om profiltrænere. Men det er præcis det, der gør ham interessant.
I Grindsted GIF har han gjort noget andet end at vinde kampe. Han har bygget en klub op indefra — med oprykning til ligaen, udvikling af unge spillere og en stærk intern kultur som fundament. Han er en træner, der arbejder nedefra og op, og som skaber resultater ud af nærmest ingenting.
Kontrakten til 2027 er en reel forhindring. Men aftaler løses, når viljen er der på begge sider.
Hvis SønderjyskE vælger Vinholt, sender de et signal til omverdenen: Vi satser på et projekt, ikke en hurtig løsning. Det er enten meget klogt — eller meget naivt.
Risikoen er reel. At gå fra et stabilt, selvbygget miljø i Grindsted til en ligaklub med pres fra ejere, sponsorer og fans er et kvantespring. Det er en helt anden slags støj at navigere i. Spørgsmålet er ikke om han kan tænke håndbold — det kan han. Spørgsmålet er om han kan håndtere presset uden det fundament, han selv har lagt.
Peter Nielsen
Peter Nielsen er den kandidat, der nemmest overses — og det er en fejl! Han stopper som cheftræner og sportschef i SønderjyskE Kvindehåndbold efter denne sæson, og han efterlader sig et hold, der er rykket op fra 1. division og siden er blevet en fast del af Kvindeligaens øverste halvdel med en Final 4-deltagelse på CV’et. Det er ikke tilfældigt.
Mere end resultaterne er det måden, han har arbejdet på, der taler for ham. Nielsen har i seks år opbygget et miljø karakteriseret ved klare værdier, dedikation og en forståelse for, hvad det kræver at bygge noget holdbart. Han kom til som assistent i 2019 og tog den fulde rolle fra 2020 — og han er siden aldrig stoppet med at udvikle klubben.
Han kender SønderjyskE-organisationen, kulturen og det geografiske udgangspunkt bedre end nogen anden kandidat på listen.
Den oplagte indvending er overgangen fra dame- til herresiden. Det er en reel forskel — tempoet, spillertyperne og presset er anderledes. Men det er ikke en uoverstigelig kløft. Kompetencerne inden for ledelse, kulturbyggeri og strategisk udvikling er universelle. Og i en klub, der netop er blevet selvstændig og stadig er ved at finde sin nye identitet, kan en træner med dyb lokal forankring og organisatorisk forståelse være præcis det, der er brug for.
Dertil skal han tillægges stor kredit fra sin egen aktive tid, hvor han har erfaring fra øverste niveau qua sin tid i Wisla Plock. Den erfaring skal han kunne transformere med ind i sin rolle som herre-cheftræner.
Anders Thomsen
Anders Thomsen er et navn, folk i håndboldverdenen følger. Han er en speciel type — men taktisk bevidst og med en filosofi, der er gennemtænkt og konsistent. Han har resultater med sig fra Ribe-Esbjerg, der ikke kan afvises: to slutspilsplaceringer og en Final 4-deltagelse.
Men billedet er mere komplekst end det. Ribe-Esbjerg er ikke — og har aldrig været — en fattigmandsklub. De har haft ressourcer – og havde forventet mere. I Ribe-Esbjerg gik det godt — indtil det ikke gjorde. Og da det vendte, fik han ni kampe uden sejr og en fyring, han selv ikke så komme.
Der er desuden et mønster i hans karriere, som kræver opmærksomhed. I 2013 blev han fyret fra Mors-Thy efter blot tre kampe — ikke på grund af resultater, men fordi forholdet mellem ham og spillertruppen var bristet fuldstændig. Bestyrelsen beskrev det som dyb mistillid på begge sider. Konsekvensen var alvorlig: han tilbragte fem år ude af Herreligaen og underviste på Oure Efterskole, inden han i 2018 fik en ny chance som assistent i Lemvig-Thyborøn. Han erkender det selv: “Fra den ene dag til den anden røg mit navn langt ned af listen.”
Efter fyringen fra Ribe-Esbjerg i foråret 2024 gik der også næsten to år, inden HØJ ringede i februar i år — og da de ringede, havde han netop startet som skolelærer. Han gav op på det job efter fem dage. Hans egne ord om ventetiden var afslørende: “Jeg har gået som en løve i et bur.” Det er en mand med stor vilje og hunger. Men det er også en mand, der er svær at placere i markedet, selv når han er frisk og motiveret.
Ingen af disse forbehold gør ham umulig som kandidat. Men en EHF Master Coach, der fortjener seriøs overvejelse. SønderjyskE bør spørge sig selv, hvad der skete i Mors-Thy — og hvad der skete i Ribe-Esbjerg, da vinden vendte. Det er spørgsmålene, der afgør, om valget er klogt eller over-optimistisk.
