Der er gang i opbygningen hos Lemvig-Thyborøn Håndbold frem mod den kommende sæson. Efter en sæson, der ikke har levet op til forventningerne, har klubben nu sat gang i en klar oprustning – med to markante tilføjelser til truppen.
Lemvig endte hele 14 point fra 3. pladsen i 1. division, og det er ikke et niveau, man er tilfredse med i det vestjyske. Derfor er blikket nu rettet mod at løfte kvaliteten – både på kort og lang sigt.
Første tilføjelse er den 19-årige stregspiller Sigurd Nordjordet Villadsen, der kommer til klubben på en toårig aftale fra Bjerringbro-Silkeborgs stærke ungdomsmiljø.
Den dansk-norske stregspiller har i denne sæson været en profil på BSH’s U19-hold, der kæmper med i toppen af ungdomsligaen, og han kommer senest fra en toppræstation med 9 mål på 9 forsøg mod Mors-Thy. Tidligere har han også markeret sig ved U17 DM, hvor han blev kåret som bedste stregspiller ved Final4.
Nu venter seniorhåndbolden – og det er et skridt, han selv ser frem til.
“Jeg er utrolig stolt over at have skrevet min første kontrakt med LTH. Det er en klub med stærke traditioner og store ambitioner, som jeg er virkelig motiveret for at blive en del af,” siger Sigurd Nordjordet Villadsen.
Hos Lemvig ser cheftræner Peter Jagd ham som en vigtig del af både nutiden og fremtiden.
“Sigurd er en ung, ærgerrig stregspiller, der kommer til fra BSH, og han kommer til at passe perfekt ind i vores træningsmiljø.”
Samtidig skal han indgå i en stregtrio, hvor han både får defensive og offensive opgaver.
“Han kommer til at fuldende vores stregtrio med Niels og Fredrik, hvor han skal løse både defensive og offensive opgaver,” siger Jagd, der også peger på et stort udviklingspotentiale.
Den unge stregspiller har desuden erfaring fra norske ungdomslandshold og bringer både fysik og international erfaring med sig.
Men Lemvig nøjes ikke med at tænke langsigtet.
Klubben har også sikret sig en spiller, der kan gøre en forskel her og nu: Jonas Fuglsbjerg.
Den 24-årige venstre back skifter fra Grindsted og kommer med erfaring fra både Håndboldligaen og 1. division. Han slog for alvor sit navn fast tidligt i karrieren, hvor han var en af de mest målfarlige spillere i 1. division – blandt andet med 164 mål i sin første seniorsæson.
Siden har karrieren budt på ophold i både KIF Kolding og Grindsted, men også været præget af skader.
Nu skal han genstarte i Lemvig.
“Jeg glæder mig helt vildt til at skifte til Lemvig. Jeg glæder mig til at spille i Jysk Energi Arena foran fansene, og så ser jeg frem til at møde mine kommende holdkammerater,” siger Jonas Fuglsbjerg.
Hos Lemvig er forventningerne klare: Han skal løfte det offensive niveau.
“Vi er rigtig glade for, at det er lykkes os at lave en aftale med ‘Fuglen’ til næste sæson. Her får vi i høj grad noget af det, vi mangler offensivt,” siger Peter Jagd.
Cheftræneren fremhæver især hans duelstyrke.
“Han er i stand til at vinde sine dueller på små områder og på den måde skabe overtal – eller bare lave målene selv.”
Samtidig er man opmærksom på, at Fuglsbjerg stadig er på vej tilbage fra en længere skadesperiode.
“Jonas har den seneste periode kæmpet sig tilbage fra en længerevarende skade, og vi står derfor overfor en periode, hvor vi skal have ham i fulde omdrejninger igen. Kan vi dét, ser vi frem til en spiller, der i sæsonen 2022-23 lavede 124 rene mål for Grindsted,” siger Jagd.
Med de to tilgange sender Lemvig et klart signal: Niveauet skal hæves.

































