Skjern Håndbold møder lørdag kl. 16.00 Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i Skjern Bank Arena. Skjern kommer til opgøret efter en 35-42-sejr på udebane mod KIF Kolding, hvor kontraspillet fungerede godt.
Højrebacken Jon Lindenchrone siger, at takterne fra sejren skal med videre. – Vi spillede en rigtig god kamp mod Kolding, hvor vi lavede få tekniske fejl og fik vores kontraspil til at fungere rigtig godt. Det betød, at vi fik scoret hele 42 mål, og det er selvfølgelig noget af det, vi gerne vil tage med videre. BSH har nogle store drenge i forsvaret, som vi skal forsøge at få ud at løbe. Derfor bliver det vigtigt, at vi igen får sat tempo på kampen og udnytter mulighederne for at løbe kontra, siger Jon Lindenchrone.
Bjerringbro-Silkeborg kommer til Skjern med tre sejre i træk, senest mod Skanderborg AGF Håndbold. Skjern er samtidig tilbage foran hjemmepublikummet, og Jon Lindenchrone fremhæver betydningen af hjemmebanen. – Det bliver rigtig dejligt at komme tilbage i Skjern Bank Arena. Vi er meget stolte af vores hjemmebane, og det skal vi også ud og bevise lørdag. Vi skal komme med masser af vildskab og tænding fra første fløjt og vise, hvor svære vi er at spille imod herhjemme, siger Jon Lindenchrone.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































