Mors-Thy Håndbold er klar til Final4 i pokalturneringen efter en dramatisk 33-32-sejr på udebane over Skanderborg AGF. Gæsterne var ellers tæt på at sætte sejren over styr, men et stærkt comeback og en afgørende scoring i kampens sidste sekund sikrede Mors-Thy den tredje Final4-deltagelse i klubbens historie.
Mors-Thy fik en god start på kampen og var efter ti minutter foran med tre mål. De var klart det bedste hold i starten af kampen, men formåede ikke at skabe en stor afstand, som det kunne være blevet til. Selv da Skanderborg AGF fik to spillere udvist, formåede gæsterne ikke at udnytte overtaget. Tværtimod fik Mors-Thy selv to udvisninger i samme periode, og i stedet for at sætte hjemmeholdet under pres reduceret SAH i stedet føringen.
Dommerne Ejby og Wahlstrøm lagde en hård og meget konsekvent linje, og det blev til hele syv udvisninger i første halvleg.
Trods den noget sløje start fik Skanderborg AGF arbejdet sig tilbage i opgøret og kunne noget overraskende gå til pause med en føring på 17-16.
Wosniak holdt Mors-Thy inde i kampen – og 7-mod-6 vendte kampen
Efter pausen fortsatte det tætte opgør, men hele tiden med Skanderborg AGF i teten, og SAH så længe ud til at have kontrol over kampen.
Med ni minutter tilbage havde Skanderborg AGF opbygget en føring på 30-27, og Mors-Thy var under pres. Gæsterne greb derfor til 7-mod-6, og det skulle vise sig at blive afgørende. Mors Thy kom til gode afslutnings muligheder og udnyttede dem.
Oliver Wosniak var en af Mors-Thys mest effektive spillere og sluttede som holdets topscorer med otte mål, han formåede hele tiden at holde Mors-Thy inde i kampen med vitale scoringer – og fem minutter før tid fik gæsterne kontakt ved 30-30.
Et af de andre vendepunkter i kampen var at Oliver Larsen blev skiftet ind. Han kom meget sent ind i kampen, men nåede at sætte et markant aftryk med blandt andet to afgørende strafferedninger.
Og der var meget mere drama i Aarhus.
Skanderborg AGF fik udlignet med 35 sekunder tilbage, til stillingen 32-32. Hjemmeholdet øjnede dermed en chance for at opgøret skulle går i forlængelse, men Mors-Thy fik det sidste angreb.
Her fandt Frederik Bak med en vip-aflevering Anton Houe, der kom flyvende og sendte bolden i nettet til 33-32 med ét sekund tilbage. Dermed var dramaet slut, og Mors-Thy kunne rejse hjem med en Final4-billet.
Det bliver tredje gang i klubbens historie, at Mors-Thy deltager i Final4.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!




































