HØJ Elite har sikret sig den norske landsholdsfløj Kasper Thorsen Lien, der skifter fra TVB Stuttgart til den danske klub fra sommeren 2027. Den 25-årige fløj har skrevet under på en treårig kontrakt.
Sportschef Hans Lindberg glæder sig til at få Kasper til klubben. ”Jeg ser meget frem til at få Kasper til HØJ Elite. Kasper er en fysisk stærk, hurtig og målfarlig fløjspiller og har med sine 1,94 m i højden en stor rækkevidde, som kan være med til at give vores spil en ekstra dimension,” siger Hans Lindberg i en pressemeddelelse.
Kasper Thorsen Lien fortæller: ”Jeg er meget stolt over at blive en del af HØJ Elite og det spændende projekt. Jeg er topmotiveret, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og synes, at det hele virker meget lovende. Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af klubben, hvor jeg forhåbentlig kan være med til – sammen med resten af holdet – at tage det næste skridt,” fortæller Kasper Thorsen Lien.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!


































