Mors-Thy Håndbold vandt fredag aften 34-30 over Skive fH i Thyhallen og fastholder sit tag på lokalrivalerne i liga-regi. Sejren var Mors-Thys femte ligasejr over Skive i træk, og Skive fH må fortsat vente på sin første ligasejr over Mors-Thy. Ved pausen var Mors-Thy bagud 12-15, men efter pausen scorede thyboerne 22 mål og vendte kampen.
Cheftræner Toni Johansson siger på klubbens hjemmeside, at der blev råbt i pausen. “Vi spiller skidt og Skive spiller godt i første halvleg. Vi har en god snak i pausen, hvor både Henrik Tilsted og jeg råbte lidt, for vi var ikke tilfredse med, hvordan vi havde spillet,” siger Toni Johansson. Han tilføjer: “Jeg synes, at vi spiller en rigtig god anden halvleg, hvor vi kommer ud med meget mere vilje, udtryk og fight, og når vi gør det, synes jeg, at vi er et bedre håndboldhold end Skive.”
Mads-Peter Lønborg scorede seks gange efter pausen. Det fremhæver Toni Johansson også: “MP Lønborg spiller en rigtig god anden halvleg. Han er jo en rigtig dejlig forsvarsspiller og i anden halvleg spiller han rigtigt god i angrebet også og står for seks mål – hans bedste kamp i Mors-Thy Håndbold.”



































