Ribe-Esbjerg HH tabte onsdag ottendedelsfinalen i Santander Cup til Mors-Thy Håndbold. Med cirka ti minutter igen af opgøret i Blue Water Dokken blev cheftræner Marc Uhd præsenteret for et direkte rødt kort. Ifølge kampobservatør Henrik Mortensen faldt udvisningen på baggrund af “groft usportsligt sprogbrug”.
Hvad der præcist blev ytret i kampens hede, ønskede Marc Uhd efterfølgende ikke at gentage over for MigogEsbjerg.dk. Han erkendte dog, at reaktionen var uacceptabel. “Det var en møgaften. Jeg er rigtig ked af det. Jeg skal holde mig for god til at sige, hvad jeg tænker. Jeg bliver nødt til bare at lægge mig fladt ned,” sagde han.
Efter bortvisningen og det efterfølgende pokalexit risikerer Marc Uhd nu en karantænestraf for sit udfald mod dommerbordet. Det kan få konsekvenser for de kommende kampe.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































