SAH vandt søndag 31-27 hjemme over TTH Holstebro i Betoro Herreligaen efter en tæt kamp, hvor gæsterne længe holdt trit med sidste sæsons DM-sølvvindere. Men da opgøret skulle afgøres, blev hjemmeholdet skarpest, mens TTHs tekniske fejl kostede dyrt.
TTH kom godt fra start og bragte sig foran 3-1 efter fire minutter. Gæsterne stod fornuftigt defensivt, og bag forsvaret leverede Gustavo Capdeville flere vigtige redninger.
Offensivt var især Eskil Reitan og Magnus Storgaard Pedersen med til at holde TTH inde i kampen. SAH fik dog arbejdet sig tilbage, og hjemmeholdet kunne gå til pause foran 14-13.
Efter pausen fortsatte den tætte kamp. Reitan udlignede til 17-17 efter 38 minutter, og med 12 minutter tilbage var stillingen stadig lige ved 21-21. TTH viste gode takter mod et SAH-mandskab, der også spiller Champions League, og kampen var fortsat helt åben.
Lærke tog over i slutfasen
Med under syv minutter tilbage stod der 26-25 til SAH, men herfra begyndte hjemmeholdet at trække fra. TTH mistede bolden flere gange, og det udnyttede SAH effektivt.
Emil Lærke blev afgørende i slutfasen. Først øgede han til 27-25 og kort efter til 28-25. Da Andreas Søgaard efterfølgende erobrede bolden og løb kontra til 29-25, havde SAH skabt den afstand, der skulle til for at lukke kampen.
SAH endte med en sejr på 31-27 efter en slutfase, hvor forskellen på holdenes fejl blev tydelig.
SAH begik blot tre tekniske fejl i hele kampen mod TTHs otte. Efter pausen var fordelingen én mod fem, og det blev en væsentlig forskel i et opgør, hvor marginalerne længe var små.
TTH skal omsætte fremgangen til point
Magnus Petersen leverede 13 redninger for SAH og scorede selv til 31-26 kort før tid. Hos TTH sluttede Gustavo Capdeville med 17 redninger og en redningsprocent på 36,2. Han reddede desuden et straffekast.
For TTH var nederlaget holdets fjerde liganederlag i træk, og vestjyderne ligger nu nummer 10 i Herreligaen, og med meget lang vej til top 8. Eskil Reitan vurderede efter kampen, at holdet havde leveret sin bedste præstation i flere uger, men det var en begrænset trøst uden point.
»Jeg kan ikke bruge den bedste kamp i flere uger til ret meget, når vi smider det væk til sidst«, siger Eskil Dahl Reitan til Dagbladet Holstebro-Struer.
Han peger samtidig på, at holdet fortsat skal have styr på fejlene i begge ender af banen.
– Vi spiller os frem til rigtig mange chancer, men vi laver desværre stadig for mange fejl både offensivt og defensivt til at levere en præstation, der kan give point i dag. Nu glæder vi os til at komme hjem i Gråkjær Arena, og jeg håber virkelig, at vi kan stå sammen om at skabe en god præstation på hjemmebane mod TMS Ringsted, siger Eskil Reitan.
TTH får næste mulighed for at bryde den negative stime søndag 1. november, når TMS Ringsted gæster Gråkjær Arena.
For SAH venter Sønderjyske i næste liga opgør, men de skal dog lige forbi Barcelona som gæster Aarhus på torsdag. Her bliver SAH’s Champions League skæbne afgjort.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































