Sønderjyske Herrehåndbold tager søndag til Skive, hvor oprykkerne venter i sæsonens anden ligakamp for de lyseblå. Opgøret i Freja Arena fløjtes i gang kl. 19.00, og Sønderjyske kommer til kampen efter en sæsonåbning mod Aalborg Håndbold, hvor holdet viste, at det kan matche de danske mestre gennem store dele af kampen.
Men mødet med Skive fH er en anderledes opgave. Værterne var tæt på at chokere KIF Kolding i sæsonpremieren, hvor først en redning fra KIF-målmand Victor Bang i kampens sidste sekund afgjorde opgøret til 35-34. Skive stod uden point, men efterlod et klart indtryk: Her er et hold, der ikke er i ligaen for at være med på sidelinjen.
Cheftræner Kasper Søndergaard har stor respekt for søndagens modstander.
– Skive har et rigtig fint hold, og de spillede en virkelig god kamp i Kolding. De har også leveret stærke resultater i deres træningskampe, blandt andet med en sejr på fire mål over Skanderborg AGF, så det er et hold, der har taget masser af selvtillid med sig ind i den nye sæson, siger han.
Skive råder blandt andet over playmaker Mathias Nikolajsen, der kom fra TM Tønder og scorede ni mål i ligadebuten mod KIF Kolding. Også Joachim Hyldgaard har fået en vigtig rolle med fire mål og otte assists i sæsonpremieren. I målet står et kendt ansigt for Sønderjyske-fans: Den tidligere lyseblå keeper Kasper Larsen er skiftet til Skive og bringer rutine fra den danske liga med sig.
Kasper Søndergaard understreger, at forberedelserne til Skive-kampen er lige så grundige som op til mødet med Aalborg.
– Vores forberedelser er de samme, som da vi skulle møde Aalborg. Vi skal have respekt for modstanderen og være grundige i det, vi laver. Skive har mange unge og dygtige spillere, som gerne vil fremad, og de spiller med masser af fart og mod, siger han og fortsætter:
– De har mange dygtige duelspillere og individualister, som gerne vil spille bredt i banen og udfordre én-mod-én. Derfor skal vi være klar på deres tempo og deres individuelle kvaliteter. Det bliver en helt anden kamp end mod Aalborg, men kravene til vores egen præstation er præcis de samme.

































