Skjern Håndbold gæster lørdag TTH Holstebro i sæsonens første lokalopgør. For cheftræner Oscar Carlén bliver det første gang, han står i spidsen for Skjern mod rivalerne fra Holstebro. Kampstart er kl. 16.00, og opgøret vises direkte på TV2.
Carlén forventer et TTH-mandskab med stor energi. Han peger på, at Holstebro ikke havde sin bedste kamp senest mod Sønderjyske, men inden da spillede gode kampe mod både GOG og BSH. “– De kommer med mange forskellige angrebstyper og meget energi, og vi har set kampe, hvor de har været meget aggressive. Det forventer jeg også, at de bliver mod os,” siger Carlén.
Skjern har i sæsonens første kampe været udfordret af skader og begrænsede ressourcer i bagkæden, men Carlén ser samtidig positive tegn i udviklingen. “– Vi er kommet langt med vores spil med tre højrehænder. De seneste par kampe har det set mere stabilt ud, og vi arbejder hele tiden videre med de relationer, vi har. Vi kæmper lidt defensivt lige nu. Frekvensen i kampene bliver for høj, og vi lukker for mange mål ind. Vi har nye relationer i midterforsvaret og på målmandsposten, så der er nogle ting, der skal falde på plads. Men det er noget, vi arbejder med hver eneste dag, og som skal blive bedre,” siger Carlén.
Lørdag forventer Carlén et tæt opgør, hvor marginalerne kan få stor betydning. “– Det bliver en hård kamp med mange 50/50-situationer. I sådan et lokalopgør handler det om at være klar fra start, matche deres energi og aggressivitet og samtidig være dygtige taktisk gennem hele kampen,” siger Carlén.


































