Elitesport Vendsyssel tager kl. 14.00 imod HØJ Elite i Park Vendia. Begge hold ligger i toppen og har otte point efter fem kampe i 1. division, men HØJ Elite kommer med et hold, der er flere klasser bedre end ESV.
Cheftræner Asbjørn Madsen fra Elitesport Vendsyssel erkender det også: “Det er med afstand det bedste hold, vi kommer til at spille mod den her sæson.”
Nederlaget til Rækker Mølle viste, at HØJ Elite kan komme i problemer, hvis modstanderen rammer dagen. HØJ Elite måtte også slide hårdt for at vende kampen mod Tønder. “De kan jo være bagud med seks, og så ti minutter efter er de foran med to,” konstanterer Asbjørn Madsen.
For Elitesport Vendsyssel er kampen en test af, hvor langt holdet er kommet. De unge spillere har forløst sig tidligere, end trænerteamet havde forventet. “Det bliver megafedt for os at spille sådan en kamp, hvor vi bliver virkelig testet på, hvor langt er vi kommet, hvor gode er vi,” siger Asbjørn Madsen.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































