Frederik Bjerre blev en af de danske profiler, da Orlen Wisła Płock sikrede sig en plads i Champions Leagues hovedrunde med en sejr på 33-27 over HBC Nantes.
Den danske fløjspiller scorede syv mål på otte forsøg i en kamp, hvor Płock efter en tæt første halvleg fik skabt afstand efter pausen. Hjemmeholdet var bagud 9-11, men gik til pause foran 15-13 og holdt føringen resten af opgøret.
Efter kampen fremhævede Frederik Bjerre holdets forberedelser og sammenhold:
”Jeg synes, vi havde forberedt os ekstremt godt, både teknisk og fysisk. Mentalt synes jeg, at vi som hold viste en stor fightervilje og stod sammen. Jeg er så stolt af gutterne og virkelig glad for, at vi kan gå videre til hovedrunden.”
Hos Nantes bidrog Noam Leopold med ti mål på 13 forsøg, mens den danske målmand Christoffer Bonde noterede sig for otte redninger på 31 skud. Det var dog ikke nok til at holde franskmændene inde i kampen.
Nantes, hvor også Victor Norlyk og Rene Antonsen er i truppen, må dermed forlade Champions League og fortsætter i stedet sæsonen i EHF European League.
.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































