Efter mere end fire års udelukkelse har Det Internationale Håndboldforbund (IHF) besluttet at lade Rusland og Belarus vende tilbage til alle internationale turneringer under IHF med øjeblikkelig virkning. Beslutningen følger IOC’s seneste anbefalinger og omfatter også dommere, officials og undervisere.
IHF understreger samtidig, at forbundet fortsat “står skulder ved skulder med Ukraine”, fordømmer krigen og forventer, at tilbagevenden sker i overensstemmelse med alle gældende antidopingregler i samarbejde med International Testing Agency. Der indføres ingen særlige sportslige restriktioner for Rusland og Belarus.
Den tidligere russiske landstræner Evgeny Trefilov glæder sig over beslutningen, men retter samtidig skarp kritik mod EHF.
“IHF har lukket os ind igen, men EHF har ikke sagt et ord,” siger Trefilov til Sport-Express.
Netop EHF er nu den store ubekendte. Det europæiske forbund har endnu ikke ophævet den suspension, der blev indført i marts 2022, og Rusland er derfor fortsat udelukket fra EM-kvalifikationer og europæiske klubturneringer.
Det betyder nemlig også, at Rusland i praksis stadig ikke har en vej til herrernes VM i 2029. De europæiske VM-pladser fordeles gennem EHF’s kvalifikationssystem, og så længe EHF fastholder udelukkelsen, kan Rusland ikke deltage i kvalifikationen – selv om IHF igen har åbnet døren. Først hvis EHF ændrer kurs, vil Rusland kunne kæmpe om en plads ved VM 2029.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!
































