Søndag kunne Køge Elite Håndbold sætte to point mere ind på kontoen. Efter en pausestilling på 16-15 vandt holdet kampen 34-30.
En meget vigtig kamp blev spillet i Spar Nord Arena Køge, hvor Odder var på besøg. Det var kampen om at trække lidt fri af de nederste pladser i 1. division. I første halvleg skulle hjemmeholdet lige vænne sig til Odders ultraoffensive forsvarsspil. Det lykkedes, og Køge gik til pause med en smal føring.
“Det blev en rodet kamp. Vi fik en dårlig start, men arbejdede os derefter godt ind i opgøret,” – Brian Ankersen til 40×20.
Efter pausen fortsatte Køge med at øge føringen, og efter fem minutter af anden halvleg var føringen på fem mål. Men Odder nægtede at lade sig hægte af. Efter en timeout af Anders Høj Kristiansen scorede Odder fire mål i træk, og var igen med i kampen.
“Vi havde muligheden for at trække fra ved 21-16, men to ærgerlige udvisninger bragte Odder ind i kampen igen,” – Brian Ankersen til 40×20.
Kampen bølgede herefter frem og tilbage, og efter 51 minutters spil udlignede Peter Rovelt-Busch til 28-28. Men Køge svarede igen og lavede det afgørende ryk til 31-28, hvorefter holdet kunne køre sejren hjem.
Med sejren kravlede Køge to pladser op i tabellen – fra 12. til 10. pladsen. Næste opgør bliver mod Lemvig, som ligger på 11. pladsen.
“Det var en vital sejr, og nu kan vi spille helt frit mod Lemvig, som er under stort pres,” – Brian Ankersen til 40×20.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!

































