Dynamit pulje 2 – åbner op for kamp tre. BSH vs MTH & TTH vs SAH
Det kræver ikke den store forestillingsevne – BSH vinder hjemme og SAH vinder ude, og en kattelem åbnes for BSH.

BSH – MTH
Søndag aften kl. 18.00 venter en nøglekamp i Bambuni Herreligaens slutspilspulje 2, når Bjerringbro-Silkeborg Håndbold tager imod Mors-Thy Håndbold i JYSK Arena i Silkeborg. Begge hold jagter vigtige point, og opgøret kan få stor betydning for stillingen i en tæt pulje.
De to mandskaber har spillet jævnbyrdige kampe i grundspillet. I Silkeborg endte det 30-30, mens mødet i Sparekassen Thy Arena | Mors blev afgjort med en smal sejr på 29-28 til hjemmeholdet.
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold jagter fortsat sine første point i slutspillet efter senest at have tabt en målrig udekamp mod TTH Holstebro.
Hos Mors-Thy Håndbold ser det mere positivt ud. De står med tre point efter de første to kampe, hvor det er blevet til en sejr over TTH Holstebro samt en stærk uafgjort på udebane mod Skanderborg AGF Håndbold.
Vestjyderne får desuden massiv opbakning på lægterne, hvor over 170 fans fra “Bette Balkan” tager turen til Silkeborg – et imponerende rygstød til gæsterne i en vigtig slutspilskamp.
TTH – SAH
Der er lagt op til en intens kamp i Gråkjær Arena. Med vigtige point på spil i en tæt pulje kan opgøret få stor betydning i kampen om semifinalepladserne.
TTH Holstebro går ind til kampen med fornyet selvtillid efter en sejr over Bjerringbro-Silkeborg i den seneste hjemmekamp. Samtidig har de to holds seneste indbyrdes opgør vist, hvor jævnbyrdige de er. I både november og marts endte kampene uafgjort med henholdsvis 32-32 og 35-35.
Skanderborg AGF Håndbold indtager førstepladsen i puljen med fem point, mens TTH Holstebro følger efter med tre. Dermed er der tale om et nøgleopgør, hvor især udeholdet kan tage et stort skridt mod semifinalerne med en sejr.
Hos hjemmeholdet ser Frederik Møller frem til en kamp med høj intensitet og siger følgende til hjemmesiden:
– Det bliver en utrolig fed kamp med masser af fart, fight og tænding. Jeg glæder mig til at opleve en helt hvid Gråkjær Arena for første gang, og jeg håber virkelig, at alle tager en ven med i hallen, så vi bliver rigtig mange, siger Frederik Møller.
Cheftræner Nick Rasmussen forventer også en tæt duel mod et TTH-mandskab i fremgang og siger følgende til hjemmesiden:
– Jeg forventer en tæt kamp søndag. TTH er blevet stærkere og stærkere hen over sæsonen, og selv uden profiler som Thomas Damgaard i perioder har de præsteret på et højt niveau. Spillere som Eskil Reitan og Nikolaj Markussen har taget et stort ansvar, og Emil Grønbech har været en markant profil gennem hele sæsonen.
Der er dermed lagt op til to intense slutspilskampe i Silkeborg og Holstebro, hvor både nerver og niveau skal være på plads, når puljens fire hold tørner sammen i kamp nummer tre af seks.
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!

































