Elitesport Vendsyssel har forlænget samarbejdet med cheftræner Asbjørn Madsen med tre år. Aftalen betyder, at han fortsætter i klubben, som skal etablere sig i 1. division.
Forlængelsen kommer, efter at klubben har arbejdet på at bygge organisation, trup og økonomi op. Asbjørn Madsen ser ikke arbejdet som færdigt. “Det giver jo god mening, at det, som vi har sat i søen nu, at vi ligesom fortsætter med en periode mere,” siger han. Han peger på, at klubben kun har implementeret en lille del af planerne.
Han understreger, at udviklingen skal ske trinvist. “Det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke bare lægger tre lag på ad gangen. Det er ét lag ad gangen,” siger Asbjørn Madsen.
“Vi har jo kun implementeret 10 procent af de ting, vi gerne vil – Asbjørn Madsen”
Målet er ikke oprykning her og nu. “Der er ikke nogen, der kommer til at sige, at i morgen skal vi rykke op. Det kan godt være, vi skal det en dag, men lige nu handler det om, at vi skal blive en fast del af første division, og forhåbentlig gøre det bedre i år, end vi gjorde sidste år.”
Direktør Rasmus Mølgaard kalder forlængelsen naturlig. “Asbjørn er et stort trænertalent, og han skal have stor ros for, at vi har flyttet projektet så langt, som vi har,” siger han. “Derfor var det helt naturligt et ønske fra os at forlænge samarbejdet, og vi er utrolig glade for, at det er lykkedes.”
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!



































