GOG leverede en offensiv magtdemonstration mod Aalborg og vandt 39-27 efter en kamp, hvor hjemmeholdet gradvist overtog kontrollen. Ved pausen førte GOG 16-14, men efter en eksplosiv start på anden halvleg kunne Aalborg ikke længere følge med.
Giganterne leverede fra første fløjt
Giganterne i dansk håndbold havde sat hinanden stævne på Sydfyn. Alt om Knorrs skifte, Felix Möllers mulige skifte og alt det andet, der ellers kunne fylde, var lagt væk. På banen handlede det om at afgøre, hvem der havde mest kvalitet denne lørdag eftermiddag.
Arena Svendborg dannede rammen om opgøret foran 3025 tilskuere, og fra begyndelsen var der fysisk kontakt og høj intensitet. Begge hold spillede op til kampens betydning, og især de offensive kvaliteter var på et meget højt niveau.
Efter 13 minutter stod der 6-6. Mittun og Knorr styrede det offensive spil for hver sit hold, og kampen var helt åben.
Aalborgs forsvar havde godt fat i Lykke, som blev holdt helt nede. Men forsøget på at tage GOG-profilen ud af kampen skabte plads andre steder. Det udnyttede Mittun som spillede en fremragende 1. halvleg, og efter 20 minutter fandt han Steven Plucnar, der sikkert gjorde det til 10-8.
GOG havde løsningerne
Knorr begyndte efterhånden at løbe lidt tør for kræfter som halvlegen skred frem, og så trådte Hoxer frem. Det blev endnu et bevis på bredden hos Aalborg, og ved 12-12 var der igen balance.
Men GOG sluttede halvlegen bedst. Magnus Landin havde to muligheder, som Aalborg havde brug for at få omsat til mål. Den ene kom endda på helt frit mål, uden målmand, men fra 15 meter lykkedes det ikke Landin at få bolden i nettet.
GOG kunne derfor gå til pause med en fortjent føring på 16-14 efter en forrygende første halvleg.
Men det, der lignede en tæt kamp efter 30 minutter, ændrede karakter med voldsom fart efter pausen.
GOG eksploderede efter pausen
GOG kom ud som lyn og torden. Efter bare fire minutter var føringen vokset til fem mål, og Simon Dahl måtte tage sin første timeout.
Problemet for Aalborg var GOGs 7-mod-6-spil. Det kunne Aalborg ganske enkelt ikke stå imod, og efter 39 minutter måtte Simon Dahl igen stoppe kampen, og tage sin sidste timeout. På det tidspunkt førte GOG 25-18.
Det var ikke længere et spørgsmål om små marginaler. GOG var bedre.
Marius Munk blev lokket i fælder, mens Arnoldsen lavede tekniske fejl. Efter 45 minutter stod der 28-20, og Aalborg var i knæ.
GOG fortsatte ufortrødent på et tårnhøjt niveau. Efter 53 minutter havde hjemmeholdet scoret 33 mål, og Aalborg havde for længst ikke kunnet finde noget svar på den offensive kvalitet som de blev præsenteret for.
Zehnder blev den store målsluger for hjemmeholdet (10/11) og viste, hvis nogen skulle være i tvivl, at han er en kvalitetsspiller, og at han kan omsætte chancer fra 7 meter pletten (6/6).
39-27 blev facit i Arena Svendborg.
Det efterlader et stort spørgsmål efter GOGs præstation: Har GOG taget et nyt skridt tættere på Aalborg? Og hvordan får Simon Dahl vendt udviklingen efter en anden halvleg, hvor Aalborg blev spillet ud af Arena Svendborg?
40×20.dk – fordi håndbold er vigtigt!


































