Nordsjælland Håndbold spillede søndag uafgjort ude i Kolding i Lasse Folkmanns første kamp som cheftræner. Pointdelingen betyder, at klubben for nuværende har tre point, og alle tre er hentet på udebane.
Lasse Folkmann beskriver sin start i klubben som hektisk. “De første par dage har været hektiske, men gode. Vi havde en kamp to dage efter jeg startede, så på den måde har der ikke været tid til noget revolutionerende,” siger Lasse Folkmann. Efter kampen i Kolding var han tilfreds med store dele af præstationen, men ærgerlig over, at holdet ikke fik begge point. “Jeg er faktisk tilfreds med langt størstedelen af vores præstation i søndags. Vi gør mange rigtige gode ting, og derfor irriterer det mig også afsindigt, at vi ikke får snøret sækken, for jeg synes, at vi var det bedste hold,” siger Folkmann.
Mod Ribe-Esbjerg venter en modstander, der er startet godt og fortsat er ubesejret. “Ribe Esbjerg er startet godt og er stadig ubesejret indtil videre, så det er en stor opgave der venter os imod et hold, der har en stor fysisk og ligger og skifter meget i højden i deres defensiv, som vi har haft en del fokus på at finde løsninger på,” siger Folkmann. Han peger samtidig på den islandske landsholdsspiller Elvar Ásgeirsson som en spiller, der fylder meget i Ribe-Esbjergs spil, og som Nordsjælland skal holde i kort snor.
Kampen bliver Lasse Folkmanns første på Royal Stage som hjemmebane. “Jeg har været en del gange i Nordsjælland som udehold, og det er få gange jeg har fået noget med hjem, så det er dejligt endelig at have den støtte på min side,” siger Folkmann.
































